Synes du også, at beskatning på dine investeringer er svært at forstå? Det skal vi have gjort noget ved. Læs med og lær, hvordan det hænger sammen. Skat er svært og kompliceret. Det er vi helt med på.
Et af de store problemer i forhold til den almene forståelse af skat, når det gælder investering, er, at der ikke findes ét klart svar på, hvordan eksempelvis aktier beskattes. Det kommer nemlig an på kontotypen.
Det betyder, at når du skal finde ud af, hvordan du beskattes af din investering, så gælder det, at du skal se på en kombination af aktivet; aktier, obligationer osv. og så kontotypen; privatkonto, pension, virksomhed osv.
Yderligere er det sådan med beskatning i forhold til investering, at der dels er tale om metoden for beskatning, lagerbeskatning og realisationsbeskatning samt skattesatsen.
Hvordan opkræves skatten og hvor meget er den på.
I dette indlæg skal vi se på de ting, der gør sig gældende for skatten i forhold til din investering i en af Norm Invests porteføljer.
Husk, at du altid kan kigge i vores FAQ, det gælder ETF'er og skat samt indberetning .
Lagerbeskatning vs. Realisationsbeskatning Der findes to typer af beskatning i Danmark, når det gælder metoden for skatteopkrævning i forhold til investering.
Lagerbeskatning Realisationsbeskatning Ved lagerbeskatning skal du betale skat af den eventuelle værdistigning, der er sket. Det er derfor ligegyldigt, om du har solgt med en fortjeneste eller realiseret nogle penge.
Derfor kunne vi også kalde det for skat af urealiserede gevinster.
Når det gælder realisationsbeskatning , skal du først betale skat i det øjeblik, at du enten modtager et udbytte, en rente eller sælger værdipapirer med en fortjeneste.
Det smarte ved lagerbeskatning er, at du beskattes løbende og derfor ikke skal betale skat i det øjeblik, du realiserer hele investeringen. Det kigger vi på lidt senere.
Alt investering igennem Norm Invest lagerbeskattes.
Med lagerbeskatning skal du betale skat af afkastet hvert år, men ikke, når du sælger din investering. Lad os lige se på en sammenligning af afkast, baseret på typen af beskatning.
Normalt når man udregner afkast på investeringer bruger man en fast procentsats for hvert år. Det er urealistisk, at afkastet rent faktisk fordel sig på denne måde.
Nogle år er gode, andre det modsatte.
Falcon Invest har lavet en mere realistisk udregning, hvor afkastet er volatilt. Det stiger det ene år og falder det næste.
Som du kan se herunder, så er lagerbeskatning en fordel, hvis vi anvender den mere realistiske metode til beregning af afkastet.
Med en realistisk beregning der tager højde for aktiemarkedet volatilitet, giver lagebeskatning det bedste afkast. Du kan også se, at forskellen er minimal, så i sidste ende er det begrænset, hvor vigtigt det er, om der lige er tale om den ene eller anden type beskatning.
Det der virker tæller i forhold til skat, er skattesatsen i form af aktieindkomst eller kapitalindkomst.
Aktieindkomst vs. Kapitalindkomst Der findes to overordnede skattesatser, når det gælder investering for frie midler.
Aktieindkomst Kapitalindkomst Aktieindkomst deles yderligere op i to dele.
Den lave skattesats på 27% Den høje skattesat på 42% Når det gælder aktieindkomst, skal du betale 27% i skat på afkast under 61.000 kr. og 42% i skat på afkast over 61.000 kr. (2024 sats)
Grænsen på 61.000 kr. kaldes også for knækgrænsen.
Kapitalindkomst er væsentligt mere kompliceret og meget afhængigt af dine individuelle forhold, eksempelvis om du betaler topskat.
For mere information, så se eventuelt Dineros gode forkaring .
For begge typer af beskatning gælder det, at grænserne er de dobbelte for ægtefæller. Således må du gerne bruge af din mands eller hustrus grænse for beskatning.
Det betyder, at I tilsammen kan have en aktieindkomst på det dobbelte af 61.000 kr., hvilket er 122.000 kr., før I skal til at betale 42% i skat.
Det er i dén grad værd at tage med, hvis det kun er én af jer, der interesserer sig for investering.
Oversigt - sådan beskattes du hos Norm Invest Alle kontotyper beskattes efter lagerprincippet hos Norm Invest. Selve forskellen ligger derfor i skattesatsen.
Aktier Følgende gælder aktier og aktiebaserede ETF'er. Du bliver kun beskattet, hvis du har haft et positivt afkast og betaler naturligvis kun skat af afkastet, ikke af hele din investering.
Kontotype Skattesats Privatkonto under 61.000 kr. 27% Privatkonto over 61.000 kr. 42% Pension (PAL-skat) 15.3% Virksomhed (VSO) 22%
Vigtigt: Hvis du bruger en investeringsrobot, der ikke anvender ETF'er fra SKATs positivliste, vil alle ETF'erne beskattes som kapitalindkomst, svarende til beskatningen på Obligationer. Det er der flere af vores konkurrenter, der gør.
Obligationer Følgende gælder obligationer og obligationsbaserede ETF'er. Du bliver kun beskattet, hvis du har haft et positivt afkast og betaler naturligvis kun skat af afkastet, ikke af hele din investering.
Kontotype Skattesats Privatkonto under 61.000 kr. 37%-42% Privatkonto over 61.000 kr. 37%-42% Pension (PAL-skat) 15.3% Virksomhed (VSO) 22%
Skat på investeringer er svært. Sådan er det bare. Sørg for at se tingene i det store perspektiv, når du planlægger dine investeringer. Udnyt progressionsgrænsen En smart detalje ved lagerbeskatning er, at du årligt kan udnytte progressionsgrænsen.
Som vi lige har set på, så er beskatningen på aktier afhængigt af størrelsen på afkastet.
Ved at betale skatten årligt i form af lagerbeskatning sikrer du, at du løbende får udnyttet den lavere skattesats.
Med realisationsbeskatning er der en større sandsynlighed for, at du skal betale den høje skattesats den dag, du skal bruge pengene, da du udskyder skatten mest muligt.
Lad os tage et kig på hver af kontotyperne en for en.
Privatkonto På en privatkonto, også det der kaldes frie midler, kan beskatningen være rigtig kringlet at finde ud af. Det er fordi, at den afhænger af typen af værdipapir, du investerer i.
Besværligt.
Tager vi udgangspunkt i ETF'er, som er det, du bliver investeret i hos Norm Invest, så vil de altid være lagerbeskattede. Det er ETF'er bare, sådan er loven.
Dér, hvor der kan være forskel, er, at SKAT i Danmark har en såkaldt positivliste for ETF'er og nogle andre typer af fonde med aktier. Findes fonden på listen, bliver den beskattet som aktieindkomst. Er den ikke at finde på listen, bliver den kapitalindkomstbeskattet.
Besværligt.
Alle ETF'er med en overvægt af obligationer bliver kapitalindkomstbeskattet uanset hvad, fordi der er tale om et aktiv, der udbetaler en rente.
Hos Norm Invest bruger vi kun ETF'er, der findes på positivlisten, når det gælder fondene med aktier.
Beskatning hos Norm Invest Det betyder alt sammen, at når du investerer for frie midler hos Norm Invest, så bliver du lagerbeskattet.
Det betyder også, at du betaler aktieindkomstskat af den del af din portefølje, der udgøres af aktier og kapitalindkomstskat af obligationsdelen.
Pension Skat på pensionsordninger er nok den simpleste form for beskatning, vi har i Danmark.
Der kan være forskel på, hvorvidt du må trække indbetalinger fra eller ej. Det betyder, at der er forskel på de forskellige pensioners indflydelse på din samlede skat, når det det lægges sammen med din personskat.
Her kan især en ratepension være en fordel, fordi du kan indbetale til din ratepension og undgå topskat .
Smart.
Ser vi bort fra det udenom selve skatten i forhold til det enkelte pensionsdepot, så beskattes alt på pensionsordninger ens. Det gælder selve skattesatsen, 15,3%, og metoden, lagerbeskatning.
Når det gælder pensioner kaldes denne sammensætning for PAL-skat.
PAL-skatten betales midt i januar året efter. Så skatten for 2024, skal betales i midten af januar 2025.
Vi kigger lige på et eksempel, så det bliver skåret ud i pap.
Eksempel på beskatning med PAL-skat Din pension er i starten af 2024 100.000 kr. værd. Vi satser på, at 2024 bliver et godt aktieår og derfor er porteføljen 120.000 kr. ved årets udgang.
Du har derfor haft et afkast på 20.000 kr.
Grundet lagerbeskatningen, skal du betale skat af de 20.000 kr. uanset om du sælger ud af dine værdipapirer eller ej.
15,3% af 20.000 kr. er 3.060 kr.
Du skal derfor sørge for, at der står 3.060 kr. på depotet i midten af januar 2025. Det kan enten ske ved, at du indbetaler noget ekstra eller ved, at der sælges lidt ud af værdipapirerne.
Skatten på pension, PAL-skat, er nok den nemmeste at forstå og så er skattesatsen lav sammenlignet med de andre former. Virksomhed Når det gælder en virksomhed, kan du gøre brug af virksomhedsskatteordningen, VSO.
Investerer du igennem din virksomhed og gør du brug af VSO-ordningen, betyder det, at du betaler 22% i skat.
Det er væsentligt lavere, end hvis du investerer som privatperson og derfor kan det for mange med en virksomhed være en god løsning.
Du bliver stadig beskattet efter lagerprincippet, så her er der ingen forskel.
Læs vores blogindlæg om investering af VSO-midler for mere information.
Indberetning til SKAT Når du investerer, skal gevinster og tab indberettes til SKAT. Investerer du igennem Norm Invest, tager vores partnerbank Saxo Bank sig af det på dine vegne. Det gælder dog kun private konti og pension for kunder, der er bosiddende i Danmark.
Fra vores FAQ :
Som undtagelse er dog udlandsdanskere, der som privatkunder i Norm Invest selv skal indberette skat i deres bosiddende land samt virksomhedskunder, der også selv skal foretage indberetningen til skat. Saxo Bank stiller dog altid nyttige informationer til rådighed om givne tab/gevinster på værdipapirer for alle kunder, hvilket gør indberetningsprocessen noget nemmere. Så gælder det en virksomhed eller bor du i udlandet, skal du gøre lidt mere selv.
Selvom indberetningen bliver gjort for dig, anbefales det, at du kontrollerer oplysningerne, når du kan se dem på SKAT's hjemmeside.
Din skat er i sidste ende dit ansvar, så det er god skik.
Uanset, om du påtænker at investere for frie midler, din pension eller via din virksomhed, så kan det lade sig gøre igennem Norm Invest. Vi er den eneste investeringsrobot i Danmark, der tilbyder alle tre muligheder.
Start med en gratis investeringsplan og find frem til din risikoprofil.
Du kan også booke en introduktion til Norm Invest, hvis du har brug for en mere personlig snak, tage til et gratis webinar eller ringe til os på telefon +45 7196 9628 hverdage mellem kl. 9:00 - 17:00.
Dette blogindlæg deler generel viden om økonomisk relaterede emner og er alene udarbejdet som informationsmateriale. Materialet er ikke et tilbud eller en opfordring til køb eller salg af værdipapirer ligesom udtalelser og holdninger udtrykt i materialet hverken er investerings- eller skatterådgivning. Materialet er udarbejdet af NORD.investments Fondsmæglerselskab A/S (i det følgende “NORD.investments”) og baseret på informationer fra kilder udvalgt af NORD.investments, og som NORD.investments anser for at være pålidelige og relevante. NORD.investments påtager sig dog ikke noget ansvar for dispositioner foretaget på baggrund af oplysningerne i blogindlægget.
NORD.investments har tilladelse som fondsmægler og er reguleret af Finanstilsynet. Investorer gøres opmærksomme på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast, kursudviklingen historisk, simulerede afkast og afkastforventninger ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. NORD.investments yder ikke rådgivning vedrørende pensions- og skatteforhold og du henvises derfor til at søge egen rådgivning i fornødent omfang herom. Afkast er, hvis andet ikke er opgivet, beregnet før skat og omkostninger for en standard portefølje.